Mød Medierådet på Danmarks Læringsfestival

LÆRINGSFESTIVAL. Kig forbi stand 343 den 4.-5. marts til en snak om digital dannelse. Hør også Medierådets formand i paneldebat med bl.a. undervisningsministeren.

Medierådet for Børn og Unge er klar til at tage imod lærere og andre interesserede på festivalstand nr. 343, som vi i år deler med vores faste samarbejdspartner Center for Digital Pædagogik. Her møder vi dig til en snak om digital dannelse og præsenterer vores materialer, som er målrettet undervisningsbrug eller forældrene:

’DELT – En bog til unge om digitale sexkrænkelser’
Giver et indblik i, hvordan intime onlinedelinger uden samtykke kan påvirke den enkelte – og en hel ungdomsgeneration. Bogen og online-undervisningsmaterialet er målrettet udskolingen. OBS: Vi udlodder nogle eksemplarer af den trykte bog i en lille konkurrence på standen. 

'Digital genial – Aktiviteter til forældremødet'
Digital Genial er et aktivitetsbaseret online-materiale, der understøtter og styrker dialogen mellem hjem og skole i forhold til den digital trivsel og klassekultur i indskoling og mellemtrin. Kom og hør hvordan. 

'Persondata-hva'-for-noget?'
Med dette materiale om persondataforordningen (GDPR) sætter unge ord, lyd og billeder på deres digitale rettigheder. Materialet er primært henvendt til lærere og unge i alderen 13-16 år. 

Medierådet i oplæg og events på Danmarks Læringsfestival

Medierådets formand Stine Liv Johansen deltager i debat med børne- og undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil onsdag 11.00-11.45.

Red Barnets og Medierådets Ungepanel lader sig interviewe om deres liv med digitale medier onsdag 11.15-12.00.

'Der er så meget forældre ikke forstår ...'
En guide målrettet forældre til 7-12-årige, der indeholder viden, vejledning og inspiration til, hvad forældre skal have fokus på, når børnene går online. Vi deler en mini-version af guiden ud på standen. 

’Social Star’
Et undervisningsmateriale, der lærer elever i 5., 6. og 7. klasse at afkode og forholde sig kritisk til skjult reklame på sociale medier. Kom og afprøv de nye tematiske miniforløb.

Danmarks Læringsfestival afholdes 4.-5. marts i Bella Center, Center Blvd. 5, 2300 København.