Social Star – et gratis læringsmateriale om skjulte reklamer på sociale medier

Børn og unge tager i stigende grad bloguniverset til sig. Enkelte hopper selv med på bølgen, mens andre nøjes med at læse med hos deres yndlingsbloggere. Men hvad er egentlig op og ned, når en blogger skriver om nye gadgets, tøj, make-up eller lignende? Læringsmaterialet Social Star tager fat om roden på spørgsmålene og giver svarene til elever i 6.-7. klasse. Eleverne lærer her at afkode og forholde sig kritisk til skjulte reklamer.

Regeringens ekspertudvalg for børn, unge og markedsføring har offentliggjort følgende tal:

  • 75 % af danske 9-16 årige har en profil på et socialt medie
  • De 11-13 årige forholder sig meget ukritiske overfor dem, de følger på Youtube og Instagram
  • De reflekterer ikke over, at brugerindlæg i blogs, anmeldelser mv. kan være betalt og siger fx: "Jeg synes ikke det er reklame. Follow – det er ligesom at følge, hvad de gør, og hvad de ser, ligesom at følge dem som personer. Det er ikke reklame at følge den her person."

Annemette Thorhauge, formand for Medierådet for Børn & Unge, udtaler ”Reklamen har selvfølgelig altid eksisteret i mange varianter, og det har for eksempel altid krævet en vis kritisk sans at kunne skelne mellem seriøs journalistik og skjult reklame i annoncefinansierede blade. Men de sociale medier introducerer en ny dimension i kraft af deres uformelle og personlige karakter, der ligger tættere op ad den personlige samtale”.

Med læringsmaterialet søger partnerne bag projektet at kvalificere de større børns kildekritiske evner.

Vil du læse mere om materialet, og tilmelde din skole eller klasse, så besøg socialstar.dk eller følg Social Star på FaceBook.

Social Star er udarbejdet i et samarbejde imellem Forbrugerombudsmanden, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Medierådet for Børn & unge.