Vær med til at fejre Sikker Internet Dag

SIKKER INTERNET DAG. Sæt kryds i kalenderen d. 8 februar 2022, når Medierådet og CfDP sætter fokus på dialogen mellem forældre og unge om livet online.

Den kommende Sikker Internet Dag markeres i Danmark ved at sætte fokus på dialogen mellem forældre og deres børn om digitale medier. Der hersker efterhånden ingen tvivl om, at der er en generationskløft i forhold til, hvad der tænkes om det, at færdes digitalt. Hvad tænker unge selv, og hvad tænker deres forældre, og hvordan kan de mødes i dialog?

Hvad er Sikker Internet Dag?

Sikker Internet Dag er en international mærkedag dedikeret til at stille skarpt på internettet som et sikkert, kreativt og oplysende sted at være for børn og unge. Dagen er blevet fejret siden 2004 og markeres nu i mere end 170 lande. I 2022 er det den 8. februar.

Op til Sikker Internet Dag udgiver Medierådet og Center for Digital Pædagogik (CfDP) et lettilgængeligt undervisningsmateriale, der er startskuddet til dialogen mellem unge og forældre. Den 8. februar lanceres to videoer, hvor en gruppe unge inviterer forældre til at vise oprigtig interesse og nysgerrighed, når det kommer til børn og unges digitale liv.

Videoerne er primært målrettet forældre, men giver også relevant viden til fagpersoner, der arbejder med børn og unge. Med videoerne følger en mindre klasseaktivitet for 6.-9.kl., hvor der arbejdes med elevernes opfordring til deres forældre om en god dialog i hjemmet om digitalt mediebrug. Materialerne vil ligge på Medierådets hjemmeside.

Medierådet og CfDP har et ungepanel, som består af en 8. klasse fra Horsens. De unge har været med til at vælge temaet for årets Sikker Internet Dag og spiller en stor rolle i udviklingen af materialerne. Parallelt med arbejdet i og med skoleklassen er der afholdt digitale ungepaneler på rådgivningsplatformen cyberhus.dk, hvor unge kan deltage anonymt.