Tak for i år: Gamingugen vender tilbage i 2023

SPIL. Der var fokus på samvær og gode spiloplevelser, da årets Gamingugen løb af stablen med aktiviteter rundt omkring i landet. Næste år gør vi det igen.

Årets Gamingugen bød på samvær, sjov og nye indsigter med aktiviteter for både børn, unge og voksne. På Frederiksberg Bibliotek inviterede de til oplæg og gaming for forældre og deres børn, da den lokale esports-forening kom på besøg.

Til oplægget fortalte esportsudøverne og deres træner om, hvordan de oplevede gode sider ved gaming, og hvilket fællesskab de havde fundet herigennem. Efter interviewet kunne børn og forældre spille sammen og stille nysgerrige spørgsmål til de fremmødte esportsudøvere. 

Vi var med til eventet og talte med Anne Katrine, der er mor til en gaming-glad søn. Hun fulgte begejstret med i interviewet med esportsudøverne, der ifølge Anne Katrine kunne ”(…) forklare gaming på en måde, så vi som forældre også forstod det”. De ældre og mere erfarne gamere kunne både forklare børnenes fascination og havde samtidig forståelse for nogle af de bekymringer, man kan have som forældre.

Medierådet vil gerne takke de organisationer, der har bidraget til en uge fyldt med spiloplevelser med samvær i centrum. 

Gamingugen vender tilbage i 2023

Nåede du ikke med? Frygt ej. Vi gentager succesen, når Gamingugen vender tilbage næste år i uge 45 med nye aktiviteter, der sætter fokus på spil-fællesskabet mellem børn og forældre. Vi ses til Gamingugen 2023!