Snapchats nyeste tiltag er uforsvarligt

Kritikken mod Snapchats tiltag ’My AI’ er fuldt berettiget, og ifølge Medierådets forperson er det blot et af mange eksempler på, at børnebeskyttelse ikke prioriteres højt nok på de digitale tjenester.

For nylig dukkede den nye chatbot ’My AI’ op øverst i alle Snapchat-brugeres feed. Den kan fx spørge, hvordan brugeren har det og konstatere, at den er deres ven.

Der er i øjeblikket massiv kritik af Snapchat, fordi der er reel risiko for, at chatbotten giver misvisende eller skadelig indhold til brugeren. Det er desuden svært at gennemskue, hvordan brugernes data behandles. Herudover kan chatbotten ikke fravælges af brugerne, medmindre man betaler for et Snapchat+-abonnement, som koster 249 kr. om året.

”Det er uforsvarligt, at Snapchat lancerer en chatbot på den her måde, velvidende at mange af deres brugere er børn og unge – også børn under tjenestens egen aldersgrænse på 13 år,” siger Medierådets forperson Miriam Michaelsen.

En undersøgelse fra Red Barnet (december 2021) viser, at 73% af danske børn i alderen 9-17 år bruger Snapchat.

”Snapchat bør fjerne ’My AI’ for børn og unge straks. Chatbotten er som standardindstilling på et øjeblik blevet uomgængelig for tjenestens mange brugere, som ikke kan fravælge den uden at skulle betale for det. Det er helt uacceptabelt, at Snapchat anvender en forretningsmodel, hvor børnebeskyttelse koster ekstra,” konstaterer Miriam Michaelsen.

Eksemplerne på at ’My AI’ eksponerer børn og unge for skadeligt indhold, som fx metoder til selvskade, repræsenterer en stor risiko for børn og unges sikkerhed i forbindelse med deres brug af Snapchat.

For nylig var også TikToks sikkerhedsniveau i søgelyset hos bl.a. Medierådet.

”’My AI’ er endnu et af mange eksempler på, at tech-giganterne lancerer produkter og funktioner, som ikke er sikre for børn og unge. Det illustrerer tydeligt, at der er brug for styrket regulering, håndhævelse og ikke mindst reel aldersverificering af brugerne på de digitale tjenester. I sit nuværende format, kan vi ikke sige, at Snapchat er et sikkert sted for børn og unge at færdes,” siger Miriam Michaelsen.

”Børn og unges digitale tryghed, trivsel og rettigheder er det vigtigste, og derfor skal alle tech-virksomheder pålægges og påtage sig deres ansvar. De skal sikre, at aldersgrænserne overholdes, når børn og unge bruger deres produkter, og at brugen er sikker og tryg.”

Medierådet er i gang med at udarbejde et sæt etiske retningslinjer, som henvender sig til digitale tjenester, der opererer i Danmark. Medierådet vil her komme med en række anbefalinger, som udbydere bør efterleve for at påtage sig ansvar og gøre deres produkter sikre, så de understøtter børns tryghed og sikkerhed i digitale onlinemiljøer og tager hensyn til barnets bedste.

Hvad kan forældre gøre?

’My AI’ er automatisk fastgjort øverst i brugerens feed. Den optræder på lige fod med andre venner på Snapchat, og det er svært for børn at afkode, hvordan den adskiller sig fra samtaler med familie og venner.

Man skal som forælder til et barn, der er på Snapchat, overveje de risici, som er forbundet med tjenesten. Man skal forholde sig til brug af Snapchat, hvad ’My AI’ er, om barnet har chattet med den og ikke mindst tjenestens aldersgrænse på 13 år.

Forbrugerådet TÆNK, Medierådet m.fl. har for nylig lanceret ’Genvej – til dit barns digitale liv’ som et samlet sted, hvor forældre kan få hjælp til at navigere i deres børns digitale liv. Medierådet har blandt andet bidraget med vejledning og opmærksomhedspunkter om Snapchat, TikTok og Roblox. Følg linket herunder for at få mere viden.