Mandag den 6. november bliver Gamingugen 2023 officielt skudt i gang, og vi inviterer alle forældre og deres børn til en uge fyldt med kreativitet, samarbejde og spændende spiloplevelser.
Nu er det fulde program til årets Gaminguge landet, og nederst kan du få et overblik over de forskelligartede aktiviteter, der afholdes landet over. Gamingugen finder sted hvert år i november og har til formål at give børn, voksne og familier nye og gode oplevelser med gaming gennem workshops, oplæg, sjove events og meget mere.
Til årets Gaminguge kan man blandt andet deltage i et Minecraft-event på Frederikshavn Bibliotek, hvor alle generationer kan være med til at forme bibliotekets egen Minecraft-verden.
Kildevæld Kulturcenter i København har planlagt en actionfyldt dag med blandt andet Nerf Gun Battle: Udstyret med de nyeste Nerf-våben og skudsikre briller kan forældre og børn deltage i en strategisk leg sammen. Hos Kildevæld Kulturcenter kan fantasien også blive sluppet løs i en kreativ perlepladeworkshop, hvor man kan lave kendte figurer fra spil som perleplade og forvandle dem til fine øreringe.
Er man for gammel til perleplader, holder dansk gamings godfather, Troldspejlets Jakob Stegelmann, oplæg på Holstebro Bibliotek.
Så tag del i Gamingugen 2023 og vær med til at skabe en mindeværdig uge fyldt med spilglæde og fællesskab for både forældre og børn!
Se hele programmet for årets Gaminguge her: