Medierådet for Børn og Unge var medarrangør, da et veloplagt panel bestående af fire kompetente deltagere diskuterede børn og unges digital dannelse på Internetdagen torsdag d. 5. september. Her kom panelet vidt omkring, hvordan man på bedst mulig vis lærer børn og unge at færdes sikkert og ordentligt på internettet.
Dagsordenen var klar. Her var lagt op til diskussion om børn og unges viden, kompetencer og færden på nettet, samt hvordan deres digitale dannelse styrkes bedst muligt.
Debatten fandt sted på den ene af Internetdagens fire forskellige scener, hvor radiovært og moderator Anders Kjærulff sammen med 100 publikummer tog imod paneldeltagerne og deltog i debatten.
Heriblandt deltog Medierådets forbrugerrepræsentant, Mette Raun Fjordside og adfærdsforsker Christian Bergmann Mølgaard. De havde selskab af Maria Fredenslund, stifter og direktør for RettighedsAlliancen, samt 18-årige Olivia Braad Honoré, der er tidligere aktiv i Medierådet og Redbarnets SoMe-ungepanel.
Dialog og interesse er afgørende
Ordet ’dialog’ blev toneangivende for debatten.
Mette Raun Fjordside og Olivia Braad Honoré var enige om, at det er vigtigt, at voksne udviser interesse og ikke mindst forståelse for, hvad deres børn laver på nettet. Ellers bliver den digitale kløft mellem forældre og deres børn for stor, uddyber Olivia Braad Honoré:
- Det er super vigtigt, at vi får startet en dialog, men det kan man ikke gøre, hvis den ene part allerede er farvet fra starten af. Jeg synes, at dialogen er rigtig vigtig, men jeg tror også, at det er noget, vi mangler.
Det synspunkt bakkes op af Mette Raun Fjordside, som pointerede, at det betyder rigtig meget at få forældrene inddraget i den digitale dannelse. Maria Fredenslund er enig og tilføjede, at autoriter i form af lærere er centrale i dialogen med børn og unge om deres vaner på nettet.
Forståelse frem for forbud
Den yngste deltager i panelet, Olivia Braad Honoré, blev nærmest en repræsentant for ungdommen over for panelet og publikums konstruktive spørgsmål. Her leverede det tidligere medlem af SoMe-ungepanelet flere velfunderede budskaber.
Et af Olivia Braad Honorés budskaber var, at dialog er et langt bedre redskab end forbud, når det kommer til at regulere børn og unges færden på internettet. På den måde undgår man nemlig, at de unge tager afstand fra start, hvis forældrene er skeptiske.
- Jeg har aldrig troet på, at forbud virker, siger Olivia Braad Honoré og forsætter:
- Vi kan ikke bare forbyde unge at være på forskellige medier. I stedet skal vi lære, hvordan vi bevæger os sikkert rundt på mediet. Man bliver nødt til at regulere det på en måde, hvor det ikke er ’de voksne, som bestemmer over de unge,’ men hvor man i stedet har en dialog om det.