Nettets vildveje – om løgn, manipulation og propaganda online

SIKKERHED. Nettet er fuld af vildveje, som i yderste konsekvens kan drage et ungt menneske mod ekstremistiske holdninger og handlinger. Nyt online magasin kaster lys over internettets skyggesider.

”Nettets vildveje – om løgn, manipulation og propaganda online” er et nyt audiovisuelt magasin komponeret af film, lyd, billeder og tekst. Magasinet belyser begreber, processer og virkemidler, der kan understøtte og opildne til ekstremistiske, kriminelle eller demokratiundergravende ytringer og adfærd.

Tematisk spænder publikationen fra at skabe forståelse for, hvordan internettets matematiske maskinrum fungerer til at give indsigt i de psykosociale mekanismer, der ligger til grund for, at særligt unge kan drages mod ekstreme miljøer.

Nettets rolle i en radikaliseringsproces

Ekstremistiske grupper er dygtige til at udnytte nettet til at groome, rekruttere eller opfordre til kriminelle aktiviteter. Christian Picciolini fortæller i denne film en uhyggelig historie om en 17-årig amerikansk pige, der blev groomet til at sprede nynazistisk propaganda på nettet. Christian Picciolini er tidligere højreekstremist og arbejder i dag med at få unge mennesker ud af ekstremistiske fællesskaber:

Nettets vildveje er en del af regeringens handlingsplan for forebyggelse og bekæmpelse af ekstremisme og radikalisering (2016), hvor netop ekstremisme på nettet er i fokus. På nettet og de sociale medier spredes i disse år antidemokratiske budskaber, propaganda og misinformation med lynets hast:

”Sammenhængen mellem internetmedier og radikalisering fylder meget i den offentlige debat, og det knytter der sig mange myter og fejlagtige forestillinger til. Nettet kan spille en rolle i en radikaliseringsproces, men det er blot en ud af flere faktorer. Med dette materiale prøver vi at komme et spadestik dybere. Vi ønsker med publikationen at gøre forældre, lærere, pædagoger og andre med kontakt til unge opmærksomme på de risici, der knytter sig til unges online færden og også at gøre op med forsimplede forestillinger om nettets virkemåde”.

-    Anne Mette Thorhauge, formand for Medierådet for Børn og Unge.

Viden til den digitalt dannede voksen

Målet med Nettets vildveje er at skærpe læserens refleksion og kritiske stillingtagen til det de møder på nettet, fordi digitalt dannede voksne har større forståelse for og mod til at håndtere, hvordan de kan hjælpe og vejlede de unge på nettet. I publikationen kan man fordybe sig i film, podcasts og tekst, der belyser bl.a.

  • Grooming, sårbarhed og radikalisering
  • Hatespeech, ytringsfrihed og straffeloven
  • Fake news, misinformation, troldehære og bot-nets
  • Algoritmer, digitale fodspor og ekkokamre

I tillæg til online magasinet udgives et undersøgende baggrundspapir, som udgør det faglige fundament for magasinet.

Om Nettets vildveje

Nettets vildveje er udarbejdet af Medierådet for Børn og Unge i samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste og Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme. Udgivelsen er blevet til i regi af @lliancen med støtte fra Nordisk Ministerråd og TrygFonden.