I dag offentliggøres genvej.org, hvor forældre og andre kan finde en stor samling af vejledning, gode råd og redskaber som en hjælp til at navigere i deres børns digitale udfordringer. Bag indsatsen står Forbrugerådet TÆNK og Ole Kirk’s Fond i samarbejde med Børns Vilkår, Mary Fonden, Red Barnet og Medierådet for Børn og Unge.
”Vi ved, at børnebeskyttelsen på internettet ikke er god nok, at der bliver høstet data, anvendt fastholdelsesmekanismer, og at børn kan møde indhold, der ikke er alderssvarende, eller som endda er ulovligt eller krænkende. Det er et fælles ansvar at passe på børn og unge, der færdes på nettet, og i dette er forældrene en vigtig del af børn og unges ’skjold’,” siger Miriam Michaelsen, forperson i Medierådet.
Formålet med at 'Genvej' er at åbne børn og unges digitale verden for forældrene og give dem endnu bedre forudsætninger for at tage stilling og hjælpe i forhold til børnenes brug af digitale medier og tjenester. På Genvejs hjemmeside ligger både nyt og allerede eksisterende indhold. Medierådet har udviklet nyt materiale om henholdsvis Roblox, TikTok og Snapchat.
”Det er et stort problem, at mange børn og unge føler, at de ikke kan snakke med deres forældre eller andre voksne om deres onlineoplevelser,” forklarer Miriam Michaelsen. ”Det betyder noget, at de voksne forstår deres virkelighed, men det kan virke uoverskueligt at forholde sig til alt det, som børn og unge har adgang til og bruger meget tid på. Vi har derfor udviklet explainer-videoer til tre udbredte digitale tjenester, som kan hjælpe forældrene med øget viden og kritisk opmærksomhed – og vi giver tips til samtalen med børnene.”
Flere undersøgelser viser, at forældre sjældent taler med deres børn om deres digitale færden. Ifølge en nylig undersøgelse fra Medierådet er det typiske, at børn først kommer til forældrene, hvis der er sket noget rigtigt slemt.
Bruger dit barn Snapchat, TikTok eller Roblox?
Medierådets nye materiale vejleder forældre om Snapchat, TikTok og Roblox. Her kan forældre se explainer-videoer og vejledende tekster, som giver indblik i hvad de skal være kritisk opmærksom på, hvis deres barn har eller gerne vil have en profil på en eller flere af tjenesterne, og hvordan man kan sætte indstillingerne
Det kan være lettere at følge med i både de gode og de mindre gode oplevelser, børn kan have online, hvis barn og forælder har en løbende dialog. Derfor er der også udviklet en række spørgsmål til de tre tjenester, som kan inspirere forældrene. Spørgsmålene er udviklet i samarbejde med børn i 4.-7. klasse, som har fået mulighed for at fortælle, hvad de gerne vil snakke med deres forældre.