I dag offentliggør Medierådet for Børn og Unge ’De første digitale skridt’ om digital dannelse for de yngste. Indsatsen består af en forældreguide, aktiviteter med digitale medier samt viden og inspiration til pædagoger, dagplejere og sundhedsplejersker.
”Medierådet introducerer nu en vifte af tilbud om digital dannelse i småbørnshøjde. Der skal skabes et fundament for tryghed, kreativitet og kritisk forståelse ved barnets første digitale skridt, og inden brugen af medier begynder at gå i alle mulige retninger,” siger projektleder for indsatsen, Lisbeth Brunebjerg Holmegaard, Medierådet for Børn og Unge.
Målgruppen er børnene og deres forældre, pædagoger, dagplejere og sundhedsplejersker. Jammerbugt, Odder, Rudersdal og Greve kommuner har bidraget stærkt i udviklingsprocessen.
Det handler ikke om, at børn skal bruge mere tid på det digitale, men at introducere aktiviteter med kvalitet, og som kan fremme samværet om digitale medier.
”Vi vil give viden og inspiration til dagtilbud og sundhedsplejen om potentialer og udfordringer i børns mediebrug – og vejlede i hvordan digitale teknologier kan anvendes i den pædagogiske praksis. Med en forældreguide og forslag til digital leg støtter vi også dialogen og aktiviteterne i hjemmet,” siger Lisbeth Brunebjerg Holmegaard, som understreger, at det er vigtigt at bygge bro mellem hjem og dagtilbud.
I dag offentliggør Medierådet også resultaterne af en forældreundersøgelse. Den viser bl.a., at knap halvdelen af 0-6-årige bruger digitale medier dagligt eller næsten dagligt. Brugen er størst blandt de ældste. Hver anden taler med deres barn om brugen af digitale medier.
Allerede når børnene er 5-6 år bliver det svært for mange forældre at følge med i mediebrugen, og hvad der er passende indhold. Snakken i familien om sociale medier, digitale vaner, dataindsamling, spil osv. bør derfor begynde tidligt og fortsætte op igennem barndom og ungdom.
Baggrund og udgivelser
’De første digitale skridt’ er en helhedsindsats om digital dannelse for småbørn og deres voksne. Det er et tilbud til kommuner og institutioner om viden, vejledning og aktiviteter, der kan implementeres i den kommunale strategi for det gode børne- og ungdomsliv. Indsatsen giver inspiration til brobygning mellem hjem og dagtilbud og samarbejdet på tværs af fagligheder i forhold til digital teknologi.
Småbørnsindsatsen er udviklet på baggrund af forskning, kvalitative interviews og kvantitativ undersøgelse med forældre samt workshops med pædagoger, dagplejere, sundhedsplejersker, SSP-konsulenter, pædagogiske konsulenter og ledere inden for de nævnte fagligheder. Jammerbugt, Odder, Rudersdal og Greve kommuner har været med i udviklingen af materialer.
Nordea-fonden har støttet projektet.
Der vil ske en løbende udvikling og udbredelse af indsatsen med bidrag og involvering fra kommuner, fagpersoner, forældre og børn.
Til forældrene udgives en guide med emner som:
- Forældre som rollemodeller – fx egne vaner, billeddeling, tabuer og dilemmaer.
- Trivsel og digitale medier – fx søvn, bevægelse, samvær og sociale kompetencer.
- Digital leg – hvad er det og hvordan kan de voksne være med?
- Indhold og aldersvurdering – fx film, spil og apps.
- Dataindsamling – fx via spilapps og billeddeling.
Til dagtilbud og sundhedsplejen:
- Materiale til møder med medarbejdere, forældre mv.
- Illustrationer til at starte samtalen med børn og forældre.
- 3 korte interviewfilm med pædagoger i vuggestue og børnehave samt en sundhedsplejerske.
Til både forældre og dagtilbud:
- Tips og videoguides til aktiviteter med digitale medier, bl.a. filmoptagelser, digital skattejagt, simpel robotkodning og billedredigering, samt adgang til et univers af filmpædagogiske aktiviteter og kortfilm via Filmcentralen/For de yngste og Børnebiffen som Filminstituttet står bag.
Yderligere oplysninger:
Projektleder Lisbeth Brunebjerg Holmegaard, lisbethh@dfi.dk.