Kom til spil-uge på dit lokale bibliotek

SPIL. Til november er alle biblioteker inviteret at holde spil-events til årets Nordic Game Week. Sæt kryds i kalenderen og hold øje med arrangementer på dit lokale bibliotek.

Computerspil kan både være sjovt, socialt og lærerigt.

Fra den 9.-15. november fejrer Medierådet for Børn og Unge derfor Nordic Game Week sammen med Center for Digital Pædagogik.  Rundt omkring i Danmark på de lokale biblioteker skal der games og spilles brætspil, og de første biblioteker har allerede meldt ind med sjove ting på programmet.

Hos Struer Bibliotek kan du f.eks. komme til workshop med Rasmus Broe fra Kodelaboratoriet og lære at lave dit eget computerspil eller deltage i en FIFA-turnering. Eller man kan tage til Aabenraa Bibliotek og designe sine egne brætspilsfigurer eller prøve at spille med forskellige retro-konsoller. 

Vi håber på at se mange nye og tidligere deltagende biblioteker til årets Nordic Game Week samt spilinteresserede og nysgerrige besøgende i alle aldre.

Hold øje med dit lokale bibliotek og se, om de har noget på programmet.

Arbejder du på et bibliotek og har du spørgsmål eller idéer til Nordic Game Week? Så kan du kontakte Anna Holm Pingel fra Medierådet, annahp@dfi.dk // 3374 3468