Internettet er på ganske kort tid blevet en integreret del af det danske samfund. Hvis man vil styrke oplyst medborgerskab i det digitale samfund, er det afgørende, at unge får en grundlæggende viden om internettet. Derfor lancerer Medierådet for Børn og Unge og Filmcentralen inspirationsmaterialet ”Internettet i samfundet”.
Materialet er udviklet sammen med undervisere i gymnasiet, og det er målrettet samfundsfag, mediefag, engelsk og dansk på gymnasieniveau. Materialet er gratis og ligger på Filmcentralen/Undervisning.
Oplæg til samfundsaktuelle diskussioner
Materialet indeholder otte temaer, der lægger forskellige vinkler på internettets indflydelse på samfundet. Emnerne er bl.a. "Den digitale kløft", "Menneskerettigheder" og " Big data og privatlivet på internettet". Målet med materialet er at inspirere undervisere til at udvikle deres egne undervisningsforløb om emnet. Dele af materialet kan bruges direkte i undervisningen. Det kan give eleverne en grundforståelse for internettets betydning i samfundet.
Udgiver
Medierådet for Børn og Unge og Filmcentralen/Undervisning 2016
Kontakt:
Lisbeth Brunebjerg Holmegaard, projektleder, lisbethh@slks.dk