Den digitale relation mellem barn og forældre

Formål

Denne øvelse har fokus på den digitale relation mellem barn og forældre, og hvordan forældrene bidrager til sikker og tryg internetadfærd hos deres barn. Videoindslaget i øvelsen introducerer fem pointer, der vurderes som særdeles vigtige i den digitale relation. 

Fremgangsmåde

I videoen (04:37 min.) giver Jon Lange, digital seniorrådgiver hos Red Barnet, fem tips til sikker internetadfærd og til hvilken rolle, forældrene spiller i den sammenhæng. Du kan stoppe videoen efter præsentationen af hvert råd og lade forældrene kommentere på det, der bliver sagt i videoen. Du kan også vise videoen i sin fulde længde og bagefter lade forældrene kommentere.

Ekspertens fem gode råd er følgende:

  1. Skab en tryg og tillidsfuld dialog med dit barn. Så ved det altid, at det kan komme til dig, hvis det oplever noget ubehageligt på nettet.
  2. Forbud er ikke vejen frem, fordi det forbudte kan virke tiltrækkende. Det kan betyde, at dit barn ikke kommer til dig med en ubehagelig oplevelse, hvis det har gjort noget forbudt.
  3. Trøst dit barn frem for at skælde ud, hvis det har haft en dårlig oplevelse og gjort noget, det ikke måtte på nettet. Det er også vigtigt at lære dit barn, at hvis det er ked af det, skal det tale med en person, det kender, og ikke søge trøst hos en fremmed på nettet.
  4. Pas på med skræmmebilleder. Fortæl i stedet i mere generelle termer, at der nogle gange er folk på nettet, der forsøger at snyde eller lokke dig til noget, som du ikke synes om.
  5. Følg med og vær til stede på de digitale medier sammen med dit barn. Det gør det lettere at tale om problematiske ting, som barnet måtte støde på.

Lav til sidst en fælles opsamling i klassen. Tal fx ud fra følgende spørgsmål:

  • Er der nogle af ekspertens råd, der er lettere at efterleve end andre?
  • Hvad kan man som forældre have fokus på for at støtte sit barn bedst muligt?  

Info om øvelsen

Emne
Forældreinvolvering

Tid
20 minutter

Målgruppe
Forældremødet uden børn